
Mod til at vælge fra
I vores januar-podcast Mod til at vælge fra, taler Det Modige Selskab med grafiker Kamilla Borg om, hvordan modet til at vælge fra har stor betydning for hendes liv og virksomhed, B for Borg.
Kamilla Borg er grafiker og bor midt ude i en skov i nærheden af Vejle. Hun boede før i gågaden i Kolding, men har valgt byens ræs og larm fra – og i stedet valgt naturen til.
”Vi fandt bare ud af, at vi havde brug for at komme ud, hvor der var meget mere luft. Hvor der er meget mere grønt. Hvor man kunne få lov at følge med i årstiderne. Det er helt vildt, hvad det har gjort for vores velbefindende. Både fysisk og psykisk,” fortæller Kamilla Borg.
Det er fra sit kontor i skovhuset, at Kamilla Borg driver sin grafiske virksomhed B for Borg. Hun er uddannet i multimediedesign, kommunikation og interaktionsdesign og hjælper andre virksomheder med at skabe en visuel identitet.

Bæredygtige virksomheder
”Jeg er her for at hjælpe bæredygtige virksomheder med at få en stemme,” skriver hun på sin hjemmeside bforborg.dk.
Bæredygtighed er med andre ord en vigtig faktor i valget af potentielle kunder. Det blev tydeligt for Kamilla Borg, at hun ville nå en bestemt målgruppe og have en klar retning med sit virke, da hun på et tidspunkt satte sig ned og gennemgik alle de opgaver og projekter, hun havde arbejdet på som professionel grafiker, under studietiden og endda i folkeskolen:
”Der blev det tydeligt for mig, at alle de opgaver, jeg havde lavet, havde noget at gøre med små lokale virksomheder, som laver et megafedt bæredygtigt produkt, altså nogen der hjælper mennesker på en eller anden måde.”
Feminin business er ikke kun for kvinder
Kamilla Borg oplever ofte blandt sine kunder i dag, at der er et overlap imellem et bæredygtigt fokus – hvor der fx er taget stilling til, at råvarerne er lokale og tænkt i arbejdsgange, som minimerer CO2-udslip – og det Kamilla Borg kalder for ’feminin business’. Med det mener hun virksomheder, der i høj grad gerne vil hjælpe mennesker – og selv er åbne for at tage imod støtte og hjælp.
Selvom ’feminin business’ kan lede tankerne hen på virksomheder med kvinder ved roret, er det langt fra altid tilfældet. Tværtimod er der også mange mandlige iværksættere, som søger hjælp og støtte hos B for Borg, og det er kommet bag på Kamilla Borg.
”Jeg er virkelig blevet overrasket over, at det faktisk også er mændene, der har brug for det (hjælp og støtte til udviklingen af en grafisk og digital identitet, red.). Det giver dem noget helt andet. De har lige så meget brug for at blive støttet i det, de laver. At der er én, der kan færdiggøre deres sætninger.”

Mod til fri kommunikation, fravalg og integritet
Udover at være bevidst om sin kundegruppe er Kamilla Borg meget opmærksom på at holde fast i ’Kamilla-måden’ i kommunikationen med sine kunder. Det er ikke en tilgang, hun har lært på universitetet, men det er én, hun tror på:
”Jeg har holdt fast i fra starten, at kommunikationen med mine kunder skal være meget fri og humoristisk. Både på skrift og i telefonen,” fortæller Kamilla Borg. Der skal være plads til at udtrykke ens usikkerheder og til at sige tingene, som de er. Og så skal der være plads til humor og skøre smileys – eller som Kamilla Borg selv udtrykker det:
”Det er et meget godt business-mål, at man får kysse-smileys fra sine kunder.”
Den frie og uformelle kommunikation betyder til tider, at nogle virksomheder vælger hende fra – og det er faktisk helt okay. Hvis virksomheder vælger hende fra af den grund, mener hun ikke, at hun er den rette til at hjælpe dem.
Generelt mener Kamilla Borg, at det er vigtigt, at selvstændige holder fast i at drive virksomhed på deres egne præmisser og ud fra egne værdier – ikke andres:
”Det er helt sikkert at gå ud på dybt vand, men igen: Når vi vælger at være selvstændige, så er det nok, fordi vi har en drøm om, at noget skal være på en anden måde. Mange har allerede været ude på arbejdsmarkedet og har helt sikkert en liste over alle mulige ting, som slet ikke fungerer. Kasser, som de slet ikke kan være i og en masse regler, som bliver trukket ned over hovedet på dem. En chef, der står og ånder dem i nakken og fortæller, at det ikke er rigtigt, det de gør.”
Det kræver is i maven og integritet at være selvstændig og drive virksomhed på egne præmisser og derigennem indimellem vælge kunder fra. Men det er en det er også en måde vælge de rette til.

Brug for sparringspartnere
Modet til at gå egne veje og lave virksomhed på ’Kamilla-måden’ har Kamilla Borg fundet i sig selv – men også med støtte fra andre. Det har været vigtigt for hende at have sparringspartnere i sit liv – også selvom hun har valgt bylivet og de store menneskemængder fra og er flyttet langt ud i skoven.
”Vi har brug for nogen omkring os,” siger hun. Vi lever på mange måder i en præstationskultur, hvor vi tror, at vi skal klare alting selv, påpeger hun, men budskabet er klart:
”Du behøver altså ikke gøre det hele selv.”
Det råd er hermed givet videre.

Vil du vide mere om Kamilla Borg og hendes virksomhed B for Borg?
Så besøg bforborg.dk
eller følg B for Borg på Instagram.