Podcast: Mod til magi

I vores december podcast taler Det Modige Selskab med performer og artist Signe Marie Bonnici-Erichsen om, hvordan hendes mod til magi ledte til den voksende virksomhed Fairywork by Signe Marie. 

Turde gå sin egen vej

For den 29 årige performer og artist Signe Marie Bonnici-Erichsen er både Ronja Røverdatter og Pippi Langstrømpe stærke forbilleder. De gør begge op med normerne og andres forventninger og går i stedet deres helt egen vej.

Det samme kan siges om Signe Marie. Hun har nemlig skabt sig en noget utraditionel levevej som gadekunstner og artist. Hendes signaturkarakter Guldfeen har drysset sit tryllestøv over store dele europa og helt til Kina og Dubai. 
Signe Marie møder ofte folk, der synes, at hendes valg om at blive selvstændig artist er modigt. For hende er mod dog ikke det rigtige ord. For Signe Marie kastede sig ud i sin virksomhed, fordi hun ikke kan lade være.

Det at kaste sig ud i projekter har hun egentlig altid gjort, og med den egenskab kombineret med hendes trodsighed, har hun nu bevist, at hun kunne skabe en levevej som gadekunstner, selvom andre tvivlede. 

“Jeg bare kaster mig bare ud i ting, og så er jeg en lille smule trodsig. Så når jeg har sagt, at jeg gerne vil leve af at lave teater, skal jeg satme vise, at det kan jeg godt”.

Magiske øjeblikke

Dét, der startede med et par vinger på loftet, en mælkekasse og masser af guld, er nu en blomstrende forretning. Inden Corona optrådte Signe Marie rundt om i verden og var væk hjemmefra omkring halvdelen af året. Invitationerne kom langvejs fra, og hun har vundet flere internationale priser for sin kunst.

I bagagen har hun en uddannelse fra The Commedia School i københavn og med kreative evner har hun bogstaveligt talt bygget sin forretning op med hænderne. Hun skaber selv sine karakterer og deres kostumer. Udover Guldfeen optræder Signe Marie blandt andet også også som Prinsesse To Ben med enhjørningen Dennis, Snedronning og rumvæsen. 

Når hun er på, oplever hun at skabe et øjebliks frirum både for sig selv og for sit publikum

“Det føles, som om der er et lille magisk øjeblik, hvor der ikke er andet. Der er Guldfeen med sit magiske tryllestøv og så er der det barn og den voksne, som jeg interagerer med”.

I mødet med publikum og Signe Maries karakter opstår de magiske øjeblikke også på tværs af kulturer. Ifølge Signe Marie fordi det, Guldfeen kan, er universelt. At opfylde ønsker med magi.  

Særligt i denne pandemi tid, oplever hun, at hendes optræden gør ekstra meget indtryk, og som hun selv siger; 

“De her oplevelser er der brug for lige nu, hvor der er så meget, vi ikke kan og ikke må.”

Mandsdomineret branche

Vejen hertil har for Signe Marie dog ikke kun været drysset med magisk tryllestøv. Størstedelen af gadekunstnerne er mænd, og det har været udfordrende at bryde igennem som kvindelig artist. 

“Det er irriterende, når man først og fremmest er sit køn, når man bliver booket!”

Signe Marie og andre kvindelige performere oplever, at det ikke er deres optræden men deres køn, de kategoriseres under, når de bliver booket. Det vil Signe Marie gerne ændre på.

Derfor, og for at oprette et fællesskab for kvinder i branchen, er hun medstifter af et online fællesskab, hvor kvinderne kan mødes og støtte hinanden. 

Og det er vigtigt at støtte op om hinanden, hvis branchen skal ændre syn på bookningsmetode af kvindelige artister, men også i forhold til den sexisme, der findes i denne branche også.

Mod til at fejle

Det krævede en ekstra vejrtrækning, da Signe Marie første gang stillede sig op forgyldt på sin mælkekasse på strøget. Guldfeen blev født. Selvom hun var nervøs til sin debut og nederdelen ikke klarede sig helt igennem, tog det ikke modet fra hende. For Signe Marie er det vigtigt at turde at begå fejl, for det er dem vi lærer af.

“Når vi laver fejl, skal vi lige nyde dem en lille smule”

Så med tre solide knapper i kostumets skørt fortsatte hun sin rejse med at skabe magiske universer og øjeblikke. 

Men Signe Maries råd til at kunne udleve og leve af sin drøm er klar:

“Bliv ved! selvom det bare er nederen nogen gange så bare bliv ved!”

For som hun siger; “Hvis det, man laver, er ens passion og er sjovt, så er det jo også værd at kæmpe for”. 

Signe Maries hjemmeside er i øjeblikket ved at blive opdateret. Men du kan følge hende på facebook her og se hendes skønne billeder på Instagram her

Vil du høre andre modige fortællinger? 

Podcast: Mod til magi er en del af en serie. Hver måned taler Det Modige Selskab med kvinder om mod. Du kan høre et udpluk af vores tidligere podcasts lige  her.